onsdag den 11. december 2013

STILTIENDE ACCEPT AF UNDERHOLDNINGSINDUSTRIENS FOKUS PÅ VOLD

Helt tilbage i 70´erne blev Orson Wells spurgt om, hvad han syntes om udviklingen af film og tv. Han svarede: ”vi brutaliserer publikum og ender som det romerske cirkus – Live at Colosseum”.

Mængden af voldelige film er steget markant de seneste årtier og bekræfter os i, at vold er det, der til stadighed sælger bedst i vores underholdningsindustri. Samtidigt er den moderne teknik og de nyeste effekter med til at gøre det der fremstilles meget levende og virkeligt.

Selv bryder jeg mig egentlig ikke om voldelige film, men jeg bryder mig i særdeleshed ikke om, når vold skal ”udstilles”. Jeg så en film forleden, hvor helten havde forbindelse til det buddhistiske miljø i Thailand og helt klart havde en hengivenhed til filosofien i buddhismen. Selvom filmen udspillede sig bl.a. i templer og med bedende munke, så havde helten alligevel et ”vigtigt og meget blodigt opgør” i bandemiljøet, der skulle klares. Helten ender selvfølgelig med at få den ”smukke kvinde” til sidst og alt ”ender godt” i kølvandet på ikke mindre end 100 koldblodige mord, der udfolder sig for åben skærm. Jeg var mildest talt målløs over, hvordan vold kan udstilles sammen med buddhismen, der jo netop er en meget fredselskende filosofi.

Allerede tilbage i 80´erne blev det debatteret heftigt, om voldelige film kunne være skadelige for børn. Børn kan oftest ikke skelne fiktion fra virkelighed. Undersøgelser i USA viser, at børn bliver vidne til 12.000 simulerede mord på tv inden deres fjortende år. Jeg fristes til at stille spørgsmålet, er der en sammenhæng mellem computerspil, hvori der indgår vold af særlig afstumpet form til massedrab på amerikanske skoler?

Børn og computerspil
Særligt socialt udsatte drengebørn kan fortabe sig i en elektronisk spilleverden i timevis, hvor ”gevinsten” er, at de kan få en identitet som ”helten” eller ”den magtfulde” i et fantasiunivers, der kompenserer for den manglende succes og anerkendelse i det virkelige liv. Det er alment kendt, at spil med den særlige afstumpede form for vold og sex i dag frit kan downloades af alle via internettet, så der er ikke længere nogen censurering indenfor denne underholdningsindustri, man som forældre kan læne sig op ad. Det stiller nye krav til det moderne forældreskab.


“The worst thing about this modern world is that people think
you get killed on television with zero pain and zero blood…
It must enter into kids`s heads that it´s not very messy to kill somebody,
and it doesn`t hurt that much. That`s a real sickness to me”.

David Lynch – instruktør, manuskriptforfatter og producent.


Moderne hjernestudier påviser, at når vi spiller elektroniske spil, ændres hjerneaktiviteten over tid. Ved regelmæssigt spil nedsættes sensibiliteten over for voldelig adfærd. Det er tankevækkende, at der af samme grund bruges elektroniske spil i militæret til at gøre soldater mindre påvirkelige for krigssituationer.

Egentlig skræmmer volden mig ikke i sig selv. Jeg er vel heller ikke af den overbevisning, at reducering af voldelige film/ computerspil løser alle problemer. Hvad der skræmmer mig, er, at vi tilsyneladende er faldet i en dyb søvn, medens underholdningsindustrien bare ”drøner derudad” og tjener millioner af dollars på vores stiltiende accept hvert eneste øjeblik – ja, jeg fristes faktisk til at sige, at der er nogen, som tjener penge på vores kulturelle "ubevidsthed.”
Men er det ikke sådan, at tv-skærmene på vores stue vægge bliver større og større i takt med at vores mentale dømmekraft indskrænkes?

Dét at der ikke er flere mennesker, som stiller spørgsmålstegn ved denne ensidige dosering af vold gennem spil, tv og film, skræmmer mig.

Hvorfor vold, hvorfor konflikt?
I en tid hvor disse film og spil har fået så stor en salgsandel og plads i vores offentlige rum, kunne vi stille os selv spørgsmålet ”hvorfor”? Hvorfor har denne branche fået så stor en andel af vores fritid, at man kan tale om et direkte afhængighedsforhold?
Man kunne begynde at undersøge, hvorfor fokus ikke bare i underholdningsindustrien, men også i nyhedsmedierne i stigende grad ligger på konflikter mellem mennesker og på vold. Hvorfor er vi så optaget af det?

En stor del af svaret kan vi finde i afhængigheden af stærke sindsbevægelser og frygt. Det drejer sig om vores manglende evne til at mærke den indre dimension – dvs. de mere autentiske følelser som respons på vores aktuelle livsproces. Derudover føler vi os afskåret fra den dybereliggende bevidsthedsessens, som ligger gemt som energisubstans i bl.a. chakraerne (= ur-indisk for ”center” eller ”energihjul”).  Når vi mennesker ikke er i bevidst kontakt med det indre, har vi ikke adgang til dette reservoir af energisubstans, og vi opsøger de stærke sindsbevægelser og frygt, fordi det er den eneste måde, vi kender, der kan aktivere vores chakraer, så vi kan få adgang til energien. 

”Konflikt” er udtryk for sindets dysfunktion
De seneste uger har flere aviser med store overskrifter valgt at fokusere på en 10 år gammel strid mellem Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen omkring dokumentarfilmen ”Fogh bag facaden.”
Nyhedsmedierne bringer hele tiden ”konfliktstof”, der er med til at styrke konflikten i vores eget indre. Det ubevidste menneskesind investerer til stadighed en stor mængde energi i konflikter. Det er sindets dysfunktion, der giver sig udslag i identifikation med vores gamle overbevisninger om os selv og dem omkring os – fortiden der genspiller sig selv etc. I den ubevidste tilstand kan sindet ikke håndtere ”nuet” og derfor er i konflikt med den essens og de muligheder, som hvert eneste øjeblik formidler.
Denne grundtilstand af konflikt gennemsyrer vores tænkning og vores ageren i verden og kommer tydeligt til udtryk i f.eks. nyhedsmediets ”tolkning af virkeligheden."

I Østens ædle kampdiscipliner som f.eks. sværdkunst og bueskydning, der i høj grad har rødder i buddhismen, zenbuddhismen og taoismen var udøveren henvist til mange års træning i at fastholde et indre fokus og være i en tilstand af ”ikke sind”, før man blev indviet i kampkunstens hemmeligheder. Krigeren blev trænet i at fastholde tilstanden af ”ikke-sind” selv i meget tilspidsede situationer, som er et udmærket eksempel til, hvordan man kan forholde sig bevidst til konflikten.

Vi kan forstå voldens onde cyklus og slippe den
At fremstille vold og konflikt på film er ikke ubetinget dårligt, og jeg er overbevist om, at det kan spille en vigtig rolle i vores opvågning at vise volden, hvis det gøres i det større perspektiv – dvs. vi viser, hvorfor volden opstår, hvilke følger den har, samt hvad den gør ved voldsudøveren og offeret etc. Man kunne belyse den ubevidsthed, som ligger bag ved den voldelige og konfliktprægede adfærd osv.

Den ensidige fokus på volden for dens rene underholdningsværdi er derimod kun med til at styrke vores personlige konflikt med vores egne udfordringer i livet og med hinanden.
Som mangeårig underviser for socialt udsatte børn og unge er jeg personligt af den overbevisning, at der f.eks. er en klar sammenhæng, som afspejler sig som hyppigere konflikter i det sociale rum og ofte med voldelig udgang. Enten rettes volden udad og kommer til udtryk i f.eks. hærværk, eller vendes indad og udtrykker sig som flere og flere selvmordsforsøg blandt unge.

Som underviser har jeg utallige eksempler på, at børn og unge har mange ressourcer til rådighed i løsning af egne konflikter, når de blot oplever, at de bliver mødt af omgivelserne, dér hvor de er.
Men fordi de i mange tilfælde er blevet ofre for en kulturel ”ubevidsthed”, som handler om, at vi voksne hele tiden helst skal ”signalere små-stress”, er der mange børn, der ikke føler sig mødt.

En spændende ny undersøgelse fra USA med skolebørn viser, at de får et stort udbytte af ikke blot at have kreative fag på skoleskemaet, men selve den erfaring der ligger i at iagttage andres kunstværker og med meget lidt baggrundsviden om den kunst, de fordyber sig i. De bliver både mere tolerante og empatiske, samt skærper deres refleksion og tænkeevne.


"There can be no keener revelation of a society's soul 
than the way in which it treats its children".

Nelson Mandela


Vi lever i et såkaldt historisk øjeblik, hvor mange mennesker over hele verden tager afsked med Nelson Mandela – en stor statsleder, der i kraft af sit heltemod og stålsathed igennem sit liv, har haft positiv indflydelse på millioner af mennesker. Det får mig til at tænke på, at vi i et land som Danmark, har det godt. Vi har ingen ”apartheid”, som vi er oppe imod eller lignende uretfærdighed og brutalitet. For nogle mennesker andre steder i verden er volden den barske hverdag, og man har her umiddelbart ikke nogen reel mulighed til at vælge det fra. Det er tankevækkende, at vi i et land som Danmark har en meget høj grad af frihed til at vælge fredelig sameksistens med hinanden og alligevel kan vi komme til at fokusere på konflikten og volden.


Lars C. Schmith – far til to store drenge.
Underviser i meditativ kampkunst og kontaktperson for udsatte børn og unge.