Helt tilbage i 70´erne blev Orson Wells spurgt om, hvad han
syntes om udviklingen af film og tv. Han svarede: ”vi brutaliserer publikum og
ender som det romerske cirkus – Live at Colosseum”.
Mængden af voldelige film er steget markant de seneste årtier
og bekræfter os i, at vold er det, der til stadighed sælger bedst i vores
underholdningsindustri. Samtidigt er den moderne teknik og de nyeste effekter
med til at gøre det der fremstilles meget levende og virkeligt.
Selv bryder jeg mig egentlig ikke om voldelige film, men jeg
bryder mig i særdeleshed ikke om, når vold skal ”udstilles”. Jeg så en film
forleden, hvor helten havde forbindelse til det buddhistiske miljø i Thailand
og helt klart havde en hengivenhed til filosofien i buddhismen. Selvom filmen
udspillede sig bl.a. i templer og med bedende munke, så havde helten alligevel
et ”vigtigt og meget blodigt opgør” i bandemiljøet, der skulle klares. Helten
ender selvfølgelig med at få den ”smukke kvinde” til sidst og alt ”ender godt”
i kølvandet på ikke mindre end 100 koldblodige mord, der udfolder sig for åben
skærm. Jeg var mildest talt målløs over, hvordan vold kan udstilles sammen med
buddhismen, der jo netop er en meget fredselskende filosofi.
Allerede tilbage i 80´erne
blev det debatteret heftigt, om voldelige film kunne være skadelige for børn. Børn
kan oftest ikke skelne fiktion fra virkelighed. Undersøgelser i USA viser, at
børn bliver vidne til 12.000 simulerede mord på tv inden deres fjortende år. Jeg
fristes til at stille spørgsmålet, er der en sammenhæng mellem computerspil,
hvori der indgår vold af særlig afstumpet form til massedrab på amerikanske skoler?
Børn og
computerspil
Særligt socialt udsatte
drengebørn kan fortabe sig i en elektronisk spilleverden i timevis, hvor
”gevinsten” er, at de kan få en identitet som ”helten” eller ”den magtfulde” i
et fantasiunivers, der kompenserer for den manglende succes og anerkendelse i
det virkelige liv. Det er alment kendt, at spil med den særlige afstumpede form
for vold og sex i dag frit kan downloades af alle via internettet, så der er
ikke længere nogen censurering indenfor denne underholdningsindustri, man som
forældre kan læne sig op ad. Det stiller nye krav til det moderne forældreskab.
“The worst thing about this modern
world is that people think
you get killed on television with
zero pain and zero blood…
It must enter into kids`s heads
that it´s not very messy to kill somebody,
and it doesn`t hurt that much. That`s
a real sickness to me”.
David Lynch – instruktør, manuskriptforfatter og
producent.
|
Moderne
hjernestudier påviser, at når vi spiller elektroniske spil, ændres
hjerneaktiviteten over tid. Ved regelmæssigt spil nedsættes sensibiliteten over
for voldelig adfærd. Det er tankevækkende, at der af samme grund bruges
elektroniske spil i militæret til at gøre soldater mindre påvirkelige for
krigssituationer.
Egentlig skræmmer
volden mig ikke i sig selv. Jeg er vel heller ikke af den overbevisning, at
reducering af voldelige film/ computerspil løser alle problemer. Hvad der skræmmer
mig, er, at vi tilsyneladende er faldet i en dyb søvn, medens
underholdningsindustrien bare ”drøner derudad” og tjener millioner af dollars
på vores stiltiende accept hvert eneste øjeblik – ja, jeg fristes faktisk til
at sige, at der er nogen, som tjener penge på vores kulturelle "ubevidsthed.”
Men er det ikke
sådan, at tv-skærmene på vores stue vægge bliver større og større i takt med at
vores mentale dømmekraft indskrænkes?
Dét at der ikke er
flere mennesker, som stiller spørgsmålstegn ved denne ensidige dosering af vold
gennem spil, tv og film, skræmmer mig.
Hvorfor vold,
hvorfor konflikt?
I en tid hvor disse film
og spil har fået så stor en salgsandel og plads i vores offentlige rum, kunne
vi stille os selv spørgsmålet ”hvorfor”? Hvorfor har denne branche fået så stor
en andel af vores fritid, at man kan tale om et direkte afhængighedsforhold?
Man kunne begynde at
undersøge, hvorfor fokus ikke bare i underholdningsindustrien, men også i nyhedsmedierne
i stigende grad ligger på konflikter mellem mennesker og på vold. Hvorfor er vi
så optaget af det?
En stor del af
svaret kan vi finde i afhængigheden af stærke sindsbevægelser og frygt. Det
drejer sig om vores manglende evne til at mærke den indre dimension – dvs. de
mere autentiske følelser som respons på vores aktuelle livsproces. Derudover
føler vi os afskåret fra den dybereliggende bevidsthedsessens, som ligger gemt
som energisubstans i bl.a. chakraerne (= ur-indisk for ”center” eller ”energihjul”). Når vi mennesker ikke er i bevidst kontakt
med det indre, har vi ikke adgang til dette reservoir af energisubstans, og vi
opsøger de stærke sindsbevægelser og frygt, fordi det er den eneste måde, vi
kender, der kan aktivere vores chakraer, så vi kan få adgang til energien.
”Konflikt” er
udtryk for sindets dysfunktion
De seneste uger har
flere aviser med store overskrifter valgt at fokusere på en 10 år gammel strid
mellem Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen omkring dokumentarfilmen ”Fogh
bag facaden.”
Nyhedsmedierne
bringer hele tiden ”konfliktstof”, der er med til at styrke konflikten i vores
eget indre. Det ubevidste menneskesind investerer til stadighed en stor mængde
energi i konflikter. Det er sindets dysfunktion, der giver sig udslag i identifikation
med vores gamle overbevisninger om os selv og dem omkring os – fortiden der
genspiller sig selv etc. I den ubevidste tilstand kan sindet ikke håndtere ”nuet”
og derfor er i konflikt med den essens og de muligheder, som hvert eneste øjeblik
formidler.
Denne grundtilstand
af konflikt gennemsyrer vores tænkning og vores ageren i verden og kommer
tydeligt til udtryk i f.eks. nyhedsmediets ”tolkning af virkeligheden."
I Østens ædle
kampdiscipliner som f.eks. sværdkunst og bueskydning, der i høj grad har rødder
i buddhismen, zenbuddhismen og taoismen var udøveren henvist til mange års
træning i at fastholde et indre fokus og være i en tilstand af ”ikke sind”, før
man blev indviet i kampkunstens hemmeligheder. Krigeren blev trænet i at
fastholde tilstanden af ”ikke-sind” selv i meget tilspidsede situationer, som
er et udmærket eksempel til, hvordan man kan forholde sig bevidst til
konflikten.
Vi kan forstå
voldens onde cyklus og slippe den
At fremstille vold og
konflikt på film er ikke ubetinget dårligt, og jeg er overbevist om, at det kan
spille en vigtig rolle i vores opvågning at vise volden, hvis det gøres i det
større perspektiv – dvs. vi viser, hvorfor volden opstår, hvilke følger den har,
samt hvad den gør ved voldsudøveren og offeret etc. Man kunne belyse den
ubevidsthed, som ligger bag ved den voldelige og konfliktprægede adfærd osv.
Den ensidige fokus
på volden for dens rene underholdningsværdi er derimod kun med til at styrke
vores personlige konflikt med vores egne udfordringer i livet og med hinanden.
Som mangeårig
underviser for socialt udsatte børn og unge er jeg personligt af den
overbevisning, at der f.eks. er en klar sammenhæng, som afspejler sig som hyppigere
konflikter i det sociale rum og ofte med voldelig udgang. Enten rettes volden
udad og kommer til udtryk i f.eks. hærværk, eller vendes indad og udtrykker sig
som flere og flere selvmordsforsøg blandt unge.
Som underviser har
jeg utallige eksempler på, at børn og unge har mange ressourcer til rådighed i
løsning af egne konflikter, når de blot oplever, at de bliver mødt af
omgivelserne, dér hvor de er.
Men fordi de i mange
tilfælde er blevet ofre for en kulturel ”ubevidsthed”, som handler om, at vi
voksne hele tiden helst skal ”signalere små-stress”, er der mange børn, der
ikke føler sig mødt.
En spændende ny
undersøgelse fra USA med skolebørn viser, at de får et stort udbytte af ikke
blot at have kreative fag på skoleskemaet, men selve den erfaring der ligger i
at iagttage andres kunstværker og med meget lidt baggrundsviden om den kunst,
de fordyber sig i. De bliver både mere tolerante og empatiske, samt skærper
deres refleksion og tænkeevne.
"There can be no keener revelation of a society's soul
than the way in which it treats its children".
Nelson Mandela
|
Vi lever i et
såkaldt historisk øjeblik, hvor mange mennesker over hele verden tager afsked
med Nelson Mandela – en stor statsleder, der i kraft af sit heltemod og
stålsathed igennem sit liv, har haft positiv indflydelse på millioner af
mennesker. Det får mig til at tænke på, at vi i et land som Danmark, har det
godt. Vi har ingen ”apartheid”, som vi er oppe imod eller lignende uretfærdighed
og brutalitet. For nogle mennesker andre steder i verden er volden den barske
hverdag, og man har her umiddelbart ikke nogen reel mulighed til at vælge det
fra. Det er tankevækkende, at vi i et land som Danmark har en meget høj grad af
frihed til at vælge fredelig sameksistens med hinanden og alligevel kan vi
komme til at fokusere på konflikten og volden.
Lars C. Schmith – far til to
store drenge.
Underviser i meditativ kampkunst og kontaktperson for udsatte
børn og unge.