torsdag den 30. juli 2015

Bindevævet og kroniske smerter i ryggen, nakke og skuldre

Nyere forskning slår nu fast, at bindevævet spiller en langt større rolle for sundheden og vores fysiske velbefindende end hidtil antaget. Hvordan vores bindevæv har det, kan have betydning for, om vi f.eks. får ondt i hovedet, lænden eller i ryggen. Ordet ”bindevæv” er kommet på manges læber og måske har du hørt din yoga instruktør eller idrætstræner omtale fænomenet.

Hvad er bindevævet egentligt og hvilken rolle spiller det for os mennesker?

Bindevævet fungerer som en slags hinde med mekaniske styrkeegenskaber, der holder vitale dele af organismen sammen – indre organer, muskler, led, sener, knogler og ikke mindst huden. Som et gennemgående elastisk netværk i kroppen bestående af fibrene kollagen og elastin og som er smurt ind i en gelé-lignende substans, binder bindevævet f.eks. muskler og knogler til hinanden samt sørger for at holde de indre organer godt på plads. Bindevævet optræder i forskellige former i kroppen alt efter formålet – noget netværk er mere fint, som f.eks. de slimhinder der beklæder kroppens indre overflader, mens andet er mere kraftigt og hårdt som gummibånd.
I muskelstrukturen spiller bindevævet en vigtig rolle ved at få muskelfibre til at glide let frem og tilbage, når vores krop er i bevægelse.

Årsagen til, at vi f.eks. får smerter i ryggen, skyldes bindevævet i højere grad end muskulaturen. Bindevævet er sammensat af stærkt vandbindende makromolekylære bestanddele. Ved meget stillesiddende arbejde har bindevævet en tendens til at trække sig sammen (dehydrering) og blive stift og spændt. Man har fundet ud af, at bindevævet indeholder 6 gange så mange nerveceller end muskulaturen og bindevævet er i stand til at sende et signal til hjernen om, at det gør ondt, når dets tilstand er dårlig. Dette er en vigtig opdagelse, som kan hjælpe mange, der lider af kroniske smerter – ikke mindst i ryg, skuldre og nakke.

Den gode nyhed er, at det er forholdsvis nemt at optræne bindevævet til optimal smidighed og funktion. Gode gå- eller løbeture, cykling til og fra arbejde samt den hårdere form for fysisk træning er excellent til vedligeholdelse og styrkelse af bindevævet.
Har du ligget syg i længere tid, kræver det en ekstra indsats at styrke og smidiggøre bindevævet igen.
Alsidig bevægelse er særlig vigtigt for børn og unge - det vedligeholder et smidigt og stærkt bindevæv, som får stort betydning for, hvordan de trives, når de bliver voksne.

Professor og overlæge Michael Kjær på Bispebjerg Hospital anbefaler, at man træner minimum tre gange ugentligt for at gøre bindevævet yngre. Som QiGong og Tai Chi instruktør vil jeg godt slå et slag for bevægelseskunsten. QiGong er en af de mest enkle, alsidige og effektive træningsformer, som styrker og vedligeholder bindevævet alene af den grund, at øvelserne giver nogle vitale stræk i alle dele af kroppen.

Jeg ville selvfølgelig være en rigtig dårlig instruktør, hvis jeg nu anbefalede dig kun at øve QiGong tre gange om ugen. Faktisk kan du få et fantastisk start på din dag ved at træne QiGong 20-30 min. hver dag i perioden en time før solopgang til omkring to timer efter solopgang. På dette tidspunkt er der ingen eller kun lidt uro i æteren og Qi (livsenergien) er meget frisk, ren og vital. Den tidlige morgen praksis giver stort udbytte, booster din energi for resten af dagen og på sigt modelleres dine mere subtile menneskelige kvaliteter som mental styrke, indre ro og balance. Derudover følger andre gevinster som bedre søvn, en smukkere hud og et godt udseende osv.

Hemmeligheden er nemlig den, at bindevævet fungerer som en slags ”organ” for livsenergien (Qi), som har mange vigtige funktioner i organismen. En af Qi´s vigtigste opgaver er at holde sammen på alle dele af organismen. Uden livsenergi ville vores indre organer eller blodkar ikke kunne fungere og vi ville "falde fra hinanden" og miste blod etc.
I tilknytning til bindevævet, der ligger lige under huden, har vi en gitterstruktur, som videregiver de elektromagnetiske energier gennem kroppen (Qi). Når dette væv er smidigt og afslappet, har vi sørget for, at de ”veje” som qi bevæger sig ad gennem kroppen er åbne og uden hindringer kan vedligeholde et optimalt flow. På samme måde forholder det sig med livsenergien dybere inde i kroppen. QiGong forbedrer gennemstrømningen af Qi i vores meridianbaner i kroppen, udskifter dårlig Qi og erstatter den med frisk Qi. Blokeringer opløses osv. Når vi undgår Qi-stagnation og blokering i kroppen, undgår vi kroniske smerter og lidelser.

En interessant ting ved bindevævet, der forbinder muskler og knogler, er, at det er organiseret i lange baner gennem kroppen – de såkaldte ”bindevævslinier”. Det betyder i princippet, at dette gennemgående netværk af bindevæv f.eks. forbinder ryggen med rygsøjlen, maven, lænden, balderne og videre ned bag på låret, knæ, hæle og fødder. Har du smerter et sted i ryggen, kan det altså skyldes, at du har problemer længere nede i f.eks. benene. Denne opdagelse passer rigtig godt sammen med den traditionelle kinesisk medicins antagelse om, at årsagen til f.eks. hovedpine og lidelser i nakke, skuldre og ryg ofte findes længere nede i kroppen - enten pga. din kropsholdning forårsaget af gamle skader i hofte, knæ eller fødder, eller ved spændinger i mave/ mellemgulv. Tilstanden i kroppens fundament afslører måske den mulige årsag. 

Ryglidelser og hovedpine er i Danmark blandt de hyppigste årsager til sygefravær og er ofte forbundet med et uhæmmet stort forbrug af Ibuprofen og Panodil.
Selvom vi tager disse piller med analgetika, er smerten stadig dér, hvor den opstod. Medicinen bedøver det center i hjernen, som skal registrere smerten og så er en ond cirkel startet, fordi det væv, hvor smerten befinder sig i, stadig er under en stresspåvirkning og udsender elektriske impulser, som vi ikke længere registrerer. Med tiden bliver vævet i det område mere og mere ”dødt” og der skal mere smertestillende medicin til at klare smerten.

Ved at arbejde med øvelser som f.eks. QiGong, Yoga og Tai Chi vedligeholdes bindevævet effektivt og du forebygger/ lindrer smerte, ubehag og flere kroniske lidelser i kroppen.
Her vil bevidstheden præsenteres for en primær smerte, så snart den opstår, hvilket gør, at du ret hurtigt kan slippe smerten igen. Den opløser sig. 
50 % af den kroniske smerte, som vi mennesker ofte døjer med, består i, at vi ikke møder primærsmerten, når den opstår. Oftest sker der så det, at smerten tager til, indtil vi sætter os for at møde den som en direkte og åben oplevelse. På den måde er smerten i modsætning til analgetika, der sløver sindet, vores bedste læremester og som holder os bevidste, skarpe og vågne igennem livet.

Bevidstheden fungerer i sin rene form som et brændpunkt af helende livsenergi, der opløser uhensigtsmæssige tilstande i vores krop og sind. Om du vil gøre brug af den force, naturen allerede har skænket dig eller om du vil gøre dig selv mere afhængig af smerte-stillende medicin er dit eget valg.

Jeg starter løbende kurser op i QiGong, meditation og afspænding, hvor du inviteres til at bruge denne kunstart i praksis. Du er velkommen til at læse mere på www.mind-fitness.nu


Rigtig god dag til dig og dine.

Lars Christian Schmith – Mentor, QiGong- og mindfitness instruktør -  Juli 2015


- Over and out…..)

fredag den 24. juli 2015

Dejlig sommer i "ZONEN"

Mange mennesker har ferie og kan nyde friheden og måske endda oplevelsen af naturens storslåethed. Uanset hvor du befinder dig, om det er en charterrejse eller anden rejse, der har ført dig til et spændende rejsemål eller du afholder ferien i hjemlige og kendte omgivelser, så er anledningen til at koble helt af og eventuelt sammen med andre af utroligt stort værdi. Det, der gør hele forskellen, er bare, om du rammer "ZONEN".


Kort sagt: "Ferieperioder er en god anledning til at tjekke "ZONEN" lidt af. Med "Zonen" mener jeg at være fuldstændig "på" på en uanstrengt måde. Zonen kendes også fra sportens verden og mange store præstationer udspringer fra denne tilstand af intens nærvær i nuet, som vi kan kalde for flow ("flowzonen"). Mange idrætsledere erfarer, at det ikke altid er så nemt at bringe en enkelt idrætsudøver eller et team i Zonen og fastholde denne forankring hele vejen igennem.

Indenfor virksomheder er der et tilsvarende kendskab til zonen, og man står med nogle af de tilsvarende problemstillinger: Dårlig ledelse, manglende motivation blandt medarbejderne, uklare mål for organisationen samt højt sygefravær osv.

Lige nu har du ferie og kan for en tid glemme dit ansvar/ rolle på arbejdsmarkedet og for en stund nyde følelsen af uafhængighed og friheden fra den bundethed, du oplever i dagligdagen. Pludseligt åbner muligheden sig for at se mere klart på dig selv som menneske uden ansvar, uden forpligtigelser og de roller som vi så ofte identificerer os med.
Det er meget givende og fornyende indimellem at se på sit liv og sine handlinger fra et udgangspunkt af åbenhed og en undersøgende nysgerrighed, så jeg vil hermed invitere dig til at bruge dit frirum til lidt refleksion over dit liv som helhed.

Du kender det sikkert fra dit liv - enten er du så forbundet med et højt energiniveau af stress, som er den kollektive dysfunktionelle tilstand, du rammer, når du møder ind på jobbet. Ansvaret og forpligtigelserne griber dig og du oplever at være i et felt af aktivitet, der i sin grundstruktur handler om at kæmpe for at bevare en eller anden position eller måske endda om at opnå én, der er bedre. At være her er at være i en stærk interaktion med formernes dimension. Eller også er du i en passiv ubevidst tilstand, efter at have udført alle dagens forpligtelser. Den kan f.eks. sammenlignes med at vegetere foran fjernsynet. Tilstanden er næsten en naturlig kompensation efter at have opretholdt et anstrengende højt energiniveau i lang tid. Kroppen kollapser og man rammer sofaen i en hård landing.

Det er altså to tilstande, den ene med meget højt energiniveau og stress, den anden med lavt energiniveau og afslapning. Den stressfyldte tilstand rammer os så ofte, at vi oplever den som vores normale tilstand og der ligger derfor en stærk identifikation med det "at være på" på denne meget anstrengte måde. Tilstanden er en modsætning til den vegetative tilstand og de er tilsammen et udtryk for den spændvidde vores stress niveau er orienteret omkring i livet. Med andre ord kan vi let glide gennem tilværelsen uden at være forankret i den underliggende bevidsthed, som afslører sig i det nuværende øjeblik.Vi kunne også sige, at vi har mistet forankringen i den formløse dimension, som omgiver alle fænomener.

ZONEN er tilstede NU og VI RAMMER DEN i det øjeblik, at vi finder middelvejen mellem at være vegetativ og være "på" på den anstrengte måde. Dvs. vi er stadig i en høj energi tilstand men nu uden stress.
Når vi er engageret i formens dimension samtidigt med, at der en bevidst åbning til den formløse dimension, der omgiver alle vores tankeformer, situationer, ansvar og roller osv., har vi en fod i hver lejr. Det er zonen.

Den tilstand formidler stor energiladethed gennem den fineste bevidsthedsessens, som kan bruges enten til at slappe af sammen med familie og venner, når situationen kalder på det eller i et målrettet arbejde med et projekt eller idrætsudøvelse etc.

Zonen er vores naturlige tilstand, som udtrykker sig så enkelt og kraftfuldt i glæden ved at være. Børn er her det meste af tiden, derfor oplever de ikke træthed på samme måde som voksne.

Gennem QiGong og meditation er det ret enkelt at finde zonen. Men alene det at være opmærksom på sanse indtryk på den rigtige måde, kan også ret nemt bringe os ind i zonen. Pga. overstimuleret tankevirksomhed er vi ofte afskåret fra direkte sansning som at dufte til noget, lytte og se etc. Her er en øvelse, som du kan lave, og der på få minutter bringer dig i zonen. Den er bedst at udføre i naturen.

Øvelse: Find et objekt i naturen, f.eks. et træ der blæser i vinden eller en blomst. Fokuser på det valgte objekt i få minutter. Du undersøger objektet ved at lytte, se og sanse fuldt ud. Næsten umiddelbart begynder tankevirksomheden at stoppe og uden at vurdere dine sanse-indtryk, bliver du nu bevidst om den rummelighed af nærvær og stilhed som omgiver det, du sanser. Hver gang en tanke opstår, vend da tilbage til sansningen og formløsheden bag det, du sanser.
Du er nu forbundet til begge dimensioner samtidigt og har ramt zonen. Øvelsen kan udvikles efterhånden, som du mestrer den i naturen, ved at du begynder at gøre nøjagtigt det samme, uanset hvor du er, f.eks. på en banegård med larm og menneskemylder. God fornøjelse.))


Lars Christian Schmith, juli 2015 




onsdag den 15. juli 2015

DRIK VARME DRIKKE I SOMMERVARMEN

Her i sommervarmen er det fristende at tage den kolde sodavand eller juice ud af køleskabet for at slukke tørsten. Men hvad er egentligt hemmeligheden bag den sunde væskebalance og hvorfor er det bedst at holde sig fra kolde drikke, når temperaturerne stiger?

Ud fra et sundheds-synspunkt er det faktisk bedst helt at undgå de meget kolde drikke, men når udendørstemperaturen sniger sig op imod de 25 gr eller derover er det endnu vigtigere. Hvorfor?

I den traditionelle kinesiske medicin beskriver man livsenergiens faser i kroppen udfra et samspil mellem de to komplementære principper "yin" og "yang". Yin betegner kulde og yang betegner ild eller varme. De ydre påvirkninger af vores krop som f.eks. varme, vil få kroppen til at reagere på en bestemt måde for at opretholde balancen mellem yin og yang.

På en varm sommerdag bliver kroppen udsat for en kraftig yang-påvirkning - typisk vil blodårene udvide sig og huden bliver fugtig. Inde i kroppen søger yang (varme) udad mod huden for at harmonisere krops-temperaturen. Nu vil der være et relativt yin-overskud i kroppens midte ved organerne, som gør, at kroppen vil have svært ved at omsætte kolde drikke (yin). Det der typisk sker, hvis vi drikker en kold cola eller juice i varmen, er, at væsken går lige igennem vores system og udskilles hurtigt gennem urinen. Vi har altså ikke vundet ret meget ved det.

Drik lune/ varme drikke i varmen
Langt bedre er det at drikke opvarmede drikke (yang) som f.eks. grøn te eller urtete. Yang aktiverer kroppens omsætning af væsker, hvor yin hæmmer. Når vi drikker det opvarmede i sommervarmen, kan vi altså bedst samarbejde med kroppens naturlige omsætning af væsker.
På den måde kan kroppen opretholde sin mest effektive måde at afkøle på, nemlig gennem fugt og damp. Her vil der ske en naturlig afkøling af kroppen, hjertet og lungerne. Men der sker også som følge heraf en naturlig afkøling af sindet, så vi ikke koger over rent følelsesmæssigt og mentalt i sommervarmen.

Hvis du er opmærksom, kan du selv mærke en forskel ved at følge denne fremgangsmåde.

.
Forslag til en nem og læker langtids-svalende sommerdrik:

Tag nogle blade grøn te eller et tebrev med ren grøn te i en stor kop/ eller kande. Tilføj en lille dusk citronmelisse, hvis du har det. Skær to små både af en øko-citron og put det i koppen før, det overhældes med kogende vand ( bedst ved ca. 95 gr). Lad teen trække mindst 4-5 min. Smag til med honning. Drikken er nu klar. Drik den varm eller lun.


God sommer til alle og pas på jer selv i varmen
QiGong Instruktør og holistisk mentor Lars Christian Schmith - juli 2015.